Gennemgang af Antje Wiener & Thomas Diaz (1) og Peter Nedergaard (2)
Af Alex Young Pedersen, 2010
CITATION:
Pedersen, Alex Young (2010) "Teorier om EU's integration". HandoutNU. 11. april 2012. Sidst besøgt: <dags dato>. <URL>
1. Hvad er integrationsteori?
Hvad er integrationsteori? Dette spørgsmål forsøges besvaret i Wiener & Diaz (2004). Deres meget brede definition er:
”…feltet af systematisk refleksion over processen med intensivering af det politiske samarbejde i Europa og udviklingen af fælleseuropæiske politiske institutioner, såvel som resultaterne af denne proces” (Wiener & Diaz 2004, p. 3).Endvidere inkluderer det også teorier om ændrede identiteter og interesser hos sociale aktører i denne proces.
2. Teorier om EU’s integration og opbygning
Der findes en række teorier som anvendes til at analysere den europæiske integration. De tre mest centrale integrationsteorier er:
- føderalisme
- neofunktionalisme
- intergovernmentalisme
2.1 Føderalisme
Målet for føderalister er skabelsen af Europas Forenede Stater. Modellen kendes fra Canada, USA, Rusland og Tyskland, senest er Belgien (1993) blevet en føderation. Føderalismen er både en teori og et politisk program. Den er altså både normativ og deskriptiv i sit teoretiske formål. Ideen er at skabe en ny stat, men til forskel fra andre statsdannelser skal procesen være fredelig. Vejen mod Europas Forenede Stater går gennem dannelsen af en lovgivende forsamling, som skal udarbejde en ny forfatning. Det er forestillingen at befolkningerne er forholdsvis venligt stemt overfor europæisk integration, hvorimod de ledende nationale politikere vil stå i vejen, da de har mest at tabe.
Føderalister er politiske voluntarister, hvilket vil sige at de mener at politiske ændringer kan gennemføres, hvis den politiske vilje er til stede. Kernen i føderalismen er subsidaritets- eller nærhedsprincippet, som siger at beslutninger skal foregå så tæt på borgerne så muligt. Kun emner af overnational karakter såsom miljøpolitik, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og handelspolitik skal foregå på føderal niveau. Men nationalstatens kerneopgaver såsom forsvar, domstole og møntvæsen skal også flyttes til føderal niveau i overensstemmelse med deres ønske om en ny stat.
I forsøget på at skaffe folkelig opbakning til EU vil føderalister styrke Europa-Parlamentet, da dens repræsentanter er de eneste direkte folkevalgte.
Føderalismen som teori ses mere som en normativ teori end en deskriptiv teori.
2.2 Neofunktionalisme
En deskriptiv teori om den europæiske integration er neofunktionalismen. Teoriens hovedforklaring at den europæiske integrationsproces ligger i begrebet om spill-over. Det vil sige at integration på ét område fører over til integration på et andet område. Spill-over-mekanismen er både funktionel og politisk. Et eksempel på funktionel spill-over er at EU’s landbrugspolitik forudsætter en fælles handelspolitik. Et eksempel på politisk spill-over ses i figur 1, herunder.
Figur 1. Den neofunktionalistiske model – det politiske spill-over
Aftaler på enkeltsektorer såsom fællesmarked for fødevarer medfører standardiseringer på fødevareområdet for at hjælpe frihandlen. Når nye samarbejder indgåes følger skabelse af et overnationalt bureaukrati til at overvåge og sikre at fælles regler overholdelse. Regional gruppedannelse kan bestå at forskellige industrier (eks. fødevareindustrien) med fælles interesser, der dannes for at påvirke det opinion og beslutningstagere. Dette fører ifølge teorien til nye politiske beslutninger om mere integration.
En yderligere antagelse er at centrale aktører som bureaukrater, politikere, NGO’er i denne proces skifter loyalitet fra det nationale til det overnationale, fordi de arbejder tæt sammen. Dette er vist i figur 1 under ‘Eliters holdninger og værdier’. De udgør en selvstændig påvirkning som går imod mere integration.
Neofunktionalismen som teori bygger videre på funktionalismen, som anbefalede at opbygge integrationen om funktionelt differentierede områder (eks. sundhedsområdet, miljøområdet, handelsområdet etc.), hvor medlemsstater kunne tilslutte sig og samarbejde udfra grundforestillingen om at samarbejde indebar et plussumsspil, hvor man altså får mere ud af at samarbejde end at arbejde hver for sig.
Neofunktionalismen kom dog i vanskeligheder med at forklare den europæiske integration fra midten af 1960’erne, hvor spill-over-mekanismens synes at miste momentum.
2.3 Intergovernmentalisme
Intergovernmentalisme udspringer af den realistiske skole indenfor international politik. Den betoner, ligesom den realistiske skole, den enkelte stats interesser som den væsentligste forklarende faktor i den europæiske integration. Lande samarbejder kun når de selv har fordel ved det. Indenfor intergovernmentalismen er integrationsprocessen altså et nulsumsspil. De enkelte nationalstater indgår i et giv-og-tag forhandlingsspil, hvor det oftest er de store stater som har mest magt. Integrationsprocessen kan ifølge intergovernmentalismen opdeles i to faser; 1) krav og 2) forhandling.
- Krav fra aktører igangsætter integrationsprocessen (interessegrupper, erhvervsorganisationer)
- Forhandlinger på overstatsligt niveau med stater som aktører (styret af økonomiske interesser)
I forhandlingsrunden ligner staters adfærd altså den traditionelle adfærd indenfor international politik, blot er økonomiske interesser tungere vejende end sikkerhed (Moravcsik 1993).
Tabel 1. Sammenligning mellem de tre integrationsteorier.
Litteratur
- Moravcsik, Andrew (1993) Preferences and power in the European Community: A liberal intergovernmentalist approach. Journal of common market studies, 31(4), 473 -523.
- Nedergaard, Peter (2001) “Teorier om EU’s integration og opbygning”. I Hvordan fungerer EU?. København: Columbus, p. 13-20
- Nye, Joseph (1971) Comparing Common Markets: A Revised Neo-Functionalist Model. International Organization 24:796-835
- Wiener, Antje & Thomas Diaz (eds.) (2009). European Integration Theory. 2nd Edition. Oxford, U.K.: Oxford University Press ISBN 978-0199226092
Ingen kommentarer:
Send en kommentar