Etienne Wenger

Social læringsteori og praksisfællesskaber

Udarbejdet af Alex Young Pedersen, 2010

---

Et handout fra uddannelsen i Almen Pædagogik om Etienne Wengers social læringsteori og praksisfællesskaber.
Pædagogikumuddannelsen, Almen Pædagogik, IFPR – Syddansk Universitet

CITATION:

Pedersen, Alex Young (2010) "Etienne Wenger. Social læringsteori og praksisfællesskaber". www.HandoutNU.dk. 7. april 2012. Sidst besøgt: <dags dato>. <URL>

---

Etienne Wengers definition på læring er følgende: I et socialt perspektiv er læring en interaktion mellem socialt defineret kompetence og personlig oplevelse. (Wenger 2009, 69) Definitionen er relationel og forbinder sig til den udadvendte kompetence og den indadvendte personlige oplevelse.

Praksisfællesskaber er at forstå som en ustabil ligevægt mellem forskellige oplevelser af omverden, der bidrager til fællesskabets kompetence. Hvis afstanden mellem den socialt definerede kompetence og den individuelle oplevelse er for stor, så sker der ikke megen læring – interaktionen som er forudsætningen for læring udebliver. Hvis afstanden mellem kompetence og oplevelse bliver for lille sker der heller ikke megen læring. Interaktionen bygger da på reproduktion og repetition. Fællesskabet nedbrydes når der ikke er en spænding mellem oplevelsen og kompetencen. (Wenger 2009, 70)

Læring er i virkeligheden selvlæring. Læring er altså identitetsskabende. Wenger udtrykker at grundlaget for teorien er at “menneskelig eksistens er en relation mellem menneskets handlinger, således som de kommer til udtryk i identiteten, og de sociale strukturer.” (Wenger 2009, 71) Læring foregår i de talrige praksisfællesskaber vi indgår i. Sammensmeltningen af alle disse tilhørsforhold er identitet.

Fællesskabers praksis besidder redskaber til betydningsdannelse, så som  “purpur-i-næsen”-følelsen ved en vinsmagning. Disse redskaber tilhører fællesskabet og nye redskaber kræver social accept. Derfor er det ikke alle forundt at skabe nye redskaber og ny læring. Magt i praksisfælleskaber er indflydelse på samspillet mellem kompetence og oplevelse.

Ved at koble en læringsteori til Anthony Giddens’ teori om strukturation, hvor handlinger og strukturer er gensidigt betingede, skaber Wegner et mellemniveau hvor man kan blive en aktør i det komplekse sociale system. Det er i de mange små praksisfællesskaber hvor strukturerne og vores handlinger kommer i samspil. Praksisfællesskaber er altså et midterniveau mellem den enkeltes handlinger og verdens struktur – “I praksis er identiteten det sted, hvor verden bliver lille.” (Wenger 2009, 74) Stærke praksisfælles-skaber kan ændre andre niveauer – organisationer og institutioner.

Læring er et politisk normativt begreb fordi det lægger op til at noget bliver bedre. Derfor må man også have begreb om institutionaliseringen – hvordan omsættes oplevelsen af at lære noget i forhold til institutionaliserede systemer? Det vigtigste spørgsmål for Wenger er derfor: “Hvordan kan jeg, eller hvordan kan vi, bidrage til verdens læringskapacitet ved at øge læringskapaciteten i den sfære, som jeg eller vi deltager i?” (Wenger 2009, 76) Oversat til underviseren og undervisningssystemet lyder det centrale spørgsmål: “Bidrager I til at øge læringskapaciteten i det system, som I er en del af?” (Wenger 2009, 77)

Litteratur

• Giddens, Anthony. (1986) The Constitution of Society: Outline of the Theory of Structuration. Oxford, U.K.: Blackwell Publishers. ISBN 978-0745600079
• Wenger, Etienne. (1999) Communities of Practice: Learning, Meaning, and Identity. Cambridge, U.K.: Cambridge University Press. ISBN 978-0521663632
• _____. (2009) Social læringsteori – aktuelle temaer og udfordringer. I Læringsteorier. Seks aktuelle forståelser, edited by Knud Illeris, pp. 61-81. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Bøger omtalt i dette handout