Et handout om eksternaliteter og forurening som et eksempel herpå. Forskellige miljøpolitiske styrings- og reguleringsredskaber gennemgåes.
CITATION:
Pedersen, Alex Young (2012) "Miljøpolitiske styrings- og reguleringsmidler". www.HandoutNU.dk 16. april 2012. Sidst besøgt: <dags dato>. <URL>
1. Eksternaliteter
1.1 Definition af eksternalitet
“En situation hvor agenters forbrug eller produktion af goder har effekter på andre agenters velfærd eller produktionsmuligheder, men hvor disse effekter ikke er afspejlet i godets pris.” (Pindyck and Rubinfeld, 2001: 294)Effekterne kan være positive såvel som negative. Disse effekter kaldes eksternaliteter fordi de er ‘eksterne’ i forhold til markedet. De er med andre ord ikke afspejlet i varens pris.
1.2 Om eksternaliteter
Eksternaliteter kan:
- være positive eller negative
- komme fra producent eller forbruger
- påvirke producent eller forbruger
Dette giver altså 8 forskellige kombinationer, se herunder:
Fra producent til forbruger
- Neg: Forurening
- Pos: Lejlighed over bageovn, overskudsenergi til den lokale grundejerforening, undertøjsbutik
Fra producent til producent
- Neg: Forurening (kemiproducent og fiskere)
- Pos: Forskning og udvikling, uddannelse, biavl - frugtplantage
Fra forbruger til forbruger
- Neg: Stort træ i haven, rygere, bidsk hund
- Pos: Male facaden, vaccination
Fra forbruger til producent
- Neg: Skumle typer på cafe
- Pos: Labre typer på cafe
1.3 Eksternaliteter og efficiens
Både negative og positive eksternaliteter fører til inefficiens uanset om de kommer fra og går til forbruger eller producent. Inefficiens forekommer når man ikke har opnået maksimering af det samlede forbrugeroverskud (ACS) og/eller producenternes samlede overskud (APS).
- En negativ eksternalitet fører til for høj mængde (og for lav pris). Løsning: afgift
- En positiv eksternalitet fører til for lav mængde (og for lav pris). Løsning: subsidie
1.4 Miljøforurening som eksempel på en negativ eksternalitet
Forurening er et klassisk eksempel på en negativ eksternalitet, som opstår som følger af både forbrugeres og producenters adfærd. Der er omkostninger for samfundet ved visse former for forbrug og produktion i form af miljøforurening.
De samfundsmæssige omkostninger ved en producent af kemikalier er miljøforurening. Disse sociale omkostninger er ikke indholdet i kemikaliernes pris. Uden offentlig indblanding har producenten ikke et incitament til at tage højde for de sociale omkostninger ved sin produktion. Både negative og positive eksternaliteter fører til inefficiens1 uanset om de kommer fra og går til forbruger eller producent.
De økonomiske konsekvenser ved en negativ eksternalitet kan vi anskueliggøre i et simpelt udbud- og efterspørgselsdiagram (figur 1.4), hvor vi hen langs x-aksen har mængde (Q) og op langs y-aksen prisen (P). Efterspørgselskurven (D) er faldende i forhold til prisen og udbudskurven (S) svarer til de stigende marginale omkostninger (MC) for det samlede antal producenter (ΣMC). Omkostningerne ved produktionens forurening kaldes de marginale eksterne omkostninger (MEC). Disse omkostninger skal lægges til de marginale omkostninger (MC) for at få den samlede pris, altså hvor alle omkostninger er indeholdt i prisen. De marginale sociale omkostninger (MSC) er altså summen af MC og MEC.
Figur 1.4 Negativ eksternalitet og inefficiens
Note: En negativ eksternalitet fører til for høj mængde (QFK>Q*) og for lav pris (PFK<P*). Løsningen kunne være at pålægge en skat (grøn afgift). Hvis der ikke tages højde for den negative eksternalitet har vi samfundsmæssig inefficiens.
Figur 1.4 viser at en negativ eksternalitet fører til for høj mængde (QFK) og for lav en pris (PFK). Hvis der ikke tages højde for sådanne eksternaliteter fungerer markeder ikke optimalt. Prisen må altså sættes i forhold til de reelle omkostninger (MSC) ved en given produktion. Dette kan gøres ved at pålægge en afgift enten på forbrugeren af kemikalierne eller producenten af kemikalierne. Den øgede omkostninger ender dog for det meste hos forbrugeren ligegyldig om afgiften pålægges producenten. Vi når altså til en mere optimal løsning. Hvor den mindre mængde (Q*) produceres til den højere pris (P*). Den samfundsmæssige inefficiens bliver minimeret.
2. Metoder til nedbringelse af forurening og CO2-udledning
Anvendte styringsredskaber som her vil blive behandlet er kvoter (2.1), skatter (2.2) og omsættelige kvoter (2.3). For at beskrive deres virkninger tager vi udgangspunkt i følgende eksempel.
(Eksemplet er taget fra Frank, Robert H. (2006) Microeconomics and Behavior. 6th. ed. New York: McGraw-Hill. pp. 636)
To virksomheder, X og Y har begge mulighed for at vælge mellem fem forskellige produktionsmetoder (A-E), der hver koster noget forskelligt og udleder forskellige mængder CO2. De forskellige produktionsmetoders priser og CO2-udledning pr. dag er opgjort i tabel 2. Hvis udledningen er ureguleret vil virksomhederne begge udlede maximum på 4 tons pr. dag pr. virksomhed og samlet udledning på 8 tons pr. dag.
Myndighederne ønsker, at der kun udledes 4 tons pr. dag. Foretages intet udledes 8 tons pr. dag.
Tabel 2. Omkostninger og CO2-udledning ved fem produktionsmetoder
2.1. Kvoter (faste udledningsstandarder/kvoter)
Virksomheden får lov til at forurene et bestemt antal enheder. Forurener virksomheden mere end dette bliver den pålagt store bøder. Bøderne skal være så tilstrækkeligt store at de overstiger gevinsten ved at forurene, ellers vil virksomheder spekulere i at forurene.
Ved at pålægge virksomhederne kun at udlede 2 tons/dag hver opnås det ønskede
Omkostning: (600-100) + (140-50) = 500 + 90 = 590
2.2. Skat (udledningsafgift/skat)
Virksomheden må forurene alt det den vil. Men for hver enhed den forurener, skal den betale en afgift.
Skat (T=91)
Firma X udleder 3 tons/dag
Firma Y udleder 1 tons/dag
Omkostning: (190-100) + (230-50) = 90 + 180 = 270
Forbehold: For at ramme den ønskede mængde forureningen skal reduceres med, med en skat, kræves et ret indgående kendskab fra myndighedernes side til virksomhedernes omkostninger ved reduktion.
Problem: Hvis vi sætter skatten for høj risikerer virksomheden at skulle lukke, sætter vi den for lavt sker der intet i forhold til at nedbringe forurening.
Konklusioner
Eksempel 2.1 og 2.2 viser, at en skat reducerer forurening på en mere efficient måde end kvoter, hvor alle virksomheder skal reducere lige meget.
Kan man dikterer mængder der skal reduceres med på en efficient måde? Ja med omsættelige kvoter.
2.3 Omsættelige kvoter
Ved at tildele virksomhederne kvoter for hvor meget de må forurene og gøre det tilladt at handle disse kvoter opnåes også den efficiente løsning. Et sådan system kendes fra den internationale handel med CO2 kvoter.
Begge får 2 kvoter. Hver kvote giver lov at udlede et ton
Virksomhed X vil give op til 410 (600-190) for en ekstra kvote
Virksomhed Y er villig til at sælge en kvote for 90 (230-140)
De bør således kunne blive enige om en pris mellem 90 og 410 og ende op i en situation hvor X forurener 3 tons og Y forurener 1 tons som i tilfældet med skatter – altså en efficient løsning hvor vi får reduceret udledningen med præcist 4 tons også selvom vi ikke kender de præcise omkostninger
Fordel: Vi behøver ikke kende til virksomheders omkostningsprofil
2.4 Coase-teoremet
Når parterne der skaber og påvirkes af en eksternalitet kan forhandle omkostningsfrit med hinanden opnås et efficient niveau af eksternaliteten uanset, hvem der tildeles ansvaret for eksternaliteten.
Juristen Ronald Coase modtog i 1992 Nobelprisen i økonomi for disse indsigter.
Coase teoremet siger, at myndighedernes eneste opgave er at sikre klare ejendomsrettigheder så skal markedet nok finde det efficiente output selv i tilfælde med eksternaliteter. Med andre ord eksternaliteter ophæves.
Det har ingen efficiensmæssig betydning hvem der tildeles rettighederne, men det kan have stor fordelingsmæssig betydning.
Litteratur
- Frank, Robert H. (2006) Microeconomics and Behavior. 6th. ed. New York: McGraw-Hill.
- Pindyck, Robert S., and Daniel L. Rubinfeld. (2001) Microeconomics. 5th. ed. Upper Saddle River, NJ: Prentice-Hall, Inc.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar