Et notat som bygger på kap 2.1 i min specialeafhandlingen 2009 omhandlende den græske sofist Protagoras og en fortolkning af homo mensura-tesen.
CITATION:
Pedersen, Alex Young (2012) "Protagoras: Subjektivisme og utilitarisme". www.HandoutNU.dk. 13. april 2012. Sidst besøgt: <dags dato>. <URL>
“Aller Dinge Maß ist der Mensch, der seienden, daß (wie) sie sind, der nicht seienden, daß (wie) sie nicht sind.” (DK 80 B1)
Det mest berømte og omstridte citat fra Protagoras er homo mensura-tesen, som fastslår, at “mennesket er alle tings målestok, for de værende tings væren, for de ikke-værende tings ikke-væren.” (Johansen, 1994: 136). Tesen om, at mennesket er alle tings mål, videreføres i Platons dialog Theaitetos (Theaet. 152c ff.; 165e ff.), hvor Sokrates på vegne af Protagoras forsvarer læren, og hvor der indføres en udvidelse af det subjektivistiske udgangspunkt. Mennesket er, som enkeltindivid, den subjektive målestok for alle objektive ting. De objektive ting forståes altså som sanseobjekter. Tingene, som objekter for vores sansning, er altid sande for os. Hvis vinden forekommer mig kold, er den kold for mig, selvom den samme vind forekommer varm for dig, så er den varm for dig (Theaet. 151e). Det er altså tilstrækkeligt at fastslå, at der findes en objektiv fysisk vind, men det afgørende er, hvordan vi opfatter den.
Denne subjektivisme er ikke kun gældende for vores sanseerfaring og perception, men også for vores meninger og forestillinger. Hvad der karakteriseres som værende godt eller dårligt, fordelagtigt eller ufordelagtigt osv. er i udgangspunktet forskelligt fra person til person. Det gælder også her, at alle domme og standpunkter er sande, fordi det afhænger af ‘øjet der ser’. Enhver dom er dog ikke lige gavnlig, derfor kvalificeres subjektivisme med utilitarisme. Måle–stokken sand/falsk udskiftes med målestokken hensigtsmæssigt/uhensigtsmæssig.
Det er ikke muligt at have en forkert opfattelse i forhold til sine egne sanseindtryk og meninger. Disse er altid sande! Men gennem undervisning er det muligt at ændre selve forudsætninger for sansning også meningsdannelse, som ligger i den enkeltes sjæl, som Sokrates refererer Protagoras i Theaitetos;
“ . . . den, der på grund af sin sjæls daarlige tilstand har dårligere forestillinger, kan, når sjælen bringes over i en god (chrēstos) tilstand, få modsatte, altså gode forestillinger – som folk af uvidenhed kalder sande, medens jeg hævder, at de ganske vist er bedre end de andre, men på ingen måde sandere.” (Theaet. 167a)Ligesom lægen (iatros) tilvejebringer en forandring i sin patient, fra det værre til det bedre, ved hjælp af sine lægemidler, ligeledes frembringer visdomslæreren – sophistēs – en forandring i og for eleven gennem sin undervisning. Sjælens (psychē) dårlige tilstand skaber dårlige forstillinger, men ved sofistens hjælp kan sjælens tilstand ændres til det bedre og altså gode forestillinger.
For patientens forbedrede tilstand anvendes ordet chrēstos (jf. Theaet. 167a), som henviser til betydningen ‘god’ eller ‘nyttig’. For eleven, som skal blive en god borger, anvendes senere ordet sumpheron i betydningen det ‘gavnlige’ (Theaet. 172a). For visdommen hos sofisten er at have kendskab til det nyttige og gavnlige og at kunne gøre det til det ‘sande’ for den enkelte (Romilly, 1998: 190). Lægen kan helbrede den syge med sin medicin, ligeledes kan sofisten ‘helbrede’ det enkelte individ såvel som staten gennem skamfølelse (aidōs) og retssans (dikē). Samfundets ‘sundhed’ er her defineret ved dens samdrægtighed (homonoia). Derfor har sofistens undervisning og lærdom ikke kun betydning for den enkelte, men er også af afgørende betydning for staten;
“ . . . de forstandige og gode talere kan bringe folkeforsamlinger og regeringer bort fra slette forestillinger om ret og billighed over til gode forestillinger. For hvad hver enkelt stat finder er ret og rigtigt, det er også ret for den, så længe den holder fast ved samme mening; men den vise mand (tōn phronimōn) får dem til at regne det gode for retfærdigt i stedet for det slette.” (Theaet. 167b)Protagoras benægter altså ikke, at der findes visdom (sophia) eller vise mænd, men den vise mand er den, som formår at ændre de dårlige sansninger, som et individ eller en stat kan have, til at være gode eller gavnlige (Theaet. 166b). Mennesket er altså den kvalitative målestok for alle ting, og ‘det gode’ er ‘godt’ i betydningen ‘gavnligt’. Derfor er alt ikke lige gyldigt. Viden i betydningen praktisk viden – technē – er mere gavnlig og derfor bedre end blotte meninger (doxa), men ikke mere sande. Sofistens opgave er dobbel: For det første gennem undervisning at få hin enkelte til at indse det hensigtsmæssige i den politiske dyd og derigennem at gøre dette sandt for ham, for det andet gennem veltalenhed og retorik at ændre forestillingerne hos stater og dermed selve normerne for det politiske liv.
Den radikale subjektivisme er ikke ensbetydende med en privatverden i betydningen solipsistisk. Det er mere et forsøg på, fra Protagoras’ side, at opkvalificere subjektet som skaber af virkelighed i interaktion med andre subjekter. At mennesket er målestok betyder, at det får mulighed for at ændre denne virkelighed, ikke blot for sig selv, men også for andre. Mennesket indtræder så at sige i en konkurrence om at definere virkeligheden og kollektive mål – de opstår i spændingen mellem tese og antitese – subjekternes sproglige interaktion. Som Anne-Marie Eggert Olsen udtrykker det i en karakteristik af sofisterne;
”I subjektiviteten finder vi dermed grunden til det der for sofisterne gjaldt for verden eller virkeligheden og som udgjorde genstanden for deres virke, nemlig de menneskelige interaktionsformer, sproget og det politiske liv.” (Olsen, 1995: 29ff.)Grundforestillingen er her, at sproget udgør kernen i den kollektive meningsdannelse og at det politiske liv både er produktet og den nødvendige betingelse for denne meningsdannelse.
Litteratur
- Diels, Hermann, and Walter Kranz. (ed.) (1952) Fragmente der Vorsokratiker, band 1-3. Berlin-Grunewald: Weidmannsche Verlagsbuchhandlung. (forkortet DK)
- Johansen, Karsten Friis. (1994) Den europæiske filosofis historie – Antikken. København: Nyt Nordisk Forlag.
- Olsen, Anne-Marie Eggert. (1995) Platons opfattelse af sproget. København: Museum Tusculanums Forlag.
- Platon. (1921) Theaetetus. Sophist, translated by Harold North Fowler. Loeb Classical Library. Cambridge, M.A.: Harvard University Press. ISBN 978-0674991378
- Romilly, Jacqueline de. (1998) The Great Sophists in Periclean Athens, translated by Janet Lloyd. Clarendon Press. Oxford, U.K.: Oxford University Press.ISBN 978-0198238072
Ingen kommentarer:
Send en kommentar