– Magtens ansigter
Af Alex Young Pedersen, revideret 2012
Gennemgang af Steven Lukes ved Jens Peter Frølund Thomsen. (2000). Magt og indflydelse. Magtudredningen. Århus: Magtudredningen.
CITATION:
Pedersen, Alex Young (2012) "Steven Lukes – Magtens ansigter". www.HandoutNU.dk. 10. april 2012. Sidst besøgt: <dags dato>. <URL>
Indledning
Magtens ansigter kan antage mange former og ligesom et ansigt kan bedrage, således kan magten også. Magt kommer i mange former. Magtanalyser er interessante fra et demokratisk perspektiv. Demokrati forudsætter principielt og formelt lige magt til alle. En skæv fordeling af magten ville være et tegn på at demokratiet har det dårligt. Eller som Steven Lukes (1974, 33, 55) påpeger at magtudøvelse bør altid ses i relation til en norm om demokratisk deltagelse og et forpligtende ansvar. Følgende gennemgang er inspireret af Steven Lukes’ bog Power – A Radical View (Lukes 1974), samt Jens Peter Frølund Thomsens bog Magt og indflydelse (Thomsen 2000).
1. Hvad er magt?
Med begrebet magt menes en påvirkningsrelation mellem to aktører, således at én aktør forårsager ændringer i en anden aktørers adfærd (Lukes 1974, 31). Denne påvirkning kan have forskellig karakter eller form.
Hovedkriterierne for anvendelse af dette begreb er, (1) at der for det første foreligger en interessekonflikt mellem de to aktører, og at (2) påvirkningsformen baserer sig på tvang, kontrol og sanktioner. Af figur 1 fremgår den klassiske opstilling af magt som påvirkningsform.
Figur 1.1 Magt som påvirkningsform
Note: A’s præference = X, B’s præference = Y
Kilde: Thomsen, Jens Peter Frølund. (2000). Magt og indflydelse. Magtudredningen. Århus: Magtudredningen.
(1) I det første tilfælde er der ingen magtrelation mellem A og B og begge siges at nyde fuld autonomi, dvs. selvbestemmelse. (2) I det andet tilfælde foreligger en magtrelation, da A får B til at gøre noget B ellers ikke ville have gjort, nemlig at vælge X frem for Y.
2. Kontrol over beslutningsprocessen (Robert Dahl)
Who Governs? er netop det centrale spørgsmål her. Analysen skal klarlægge hvem der formår at kontrollere udfaldet af beslutningsprocessen indenfor et givent område. Der findes 3 metoder til at undersøge hvem der har magten:
- Beslutningsmetoden: hvilke grupper der har kontrol over afgrænsede policy-områder (Dahl)
- Reputationsmetoden: hvem der ifølge indsigtsfulde forskere har ry for at være magtfulde (Hunter)
- Positionsmetoden: hvem der sidder på magtfulde positioner i samfundet indenfor det private såvel som det offentlige (Mills)
Dahl er skeptisk overfor reputations- og positionsmetoderne, da de sætter lighedstegn mellem eliters ressourcer og politisk magt. En sådan relation er ikke en nødvendighed. Her kan man skelne mellem potentiel magt og aktuel magt (se figur 2.1). Selvom en gruppe har mange magtressourcer og magtbeføjelser (potentiel magt) behøver de ikke nødvendigvis at blive anvendt (aktuel magt).
Figur 2.1 Forskellige typer for magt

Note: Ved anticiperede reaktioner ændrer B adfærd på grund af A’s blotte tilstedeværelse, fordi B frygter omkostningerne ved at trodse A’s præferencer
Da Dahl fokusere på bestemte policy-områder er det ikke sikkert at en magtfuld gruppe indenfor et policy-område vil være lige så magtfuld indenfor et andet policy-område. Magtressourcerne er med andre ord hverken overførbare eller kumulative. Dahl fastholder et såkaldt pluralitisk magtsyn overfor et elitistisk magtsyn (se figur 2.2).
2.1 Elitisme og pluralisme
Elitisme: I alle samfund opstår der to klasser – en herskende klasse og undersåtterne. Magt er lig adgang til privilegier. Magt er et middel til at opnå fordele for sig selv eller sin gruppe. Samfundet er lagdelt og magten vil altid være skævt fordelt. Demokrati er skin. En elite er en konkret gruppe med politiske magtpositioner og erhverv. Mennesker som beklæder toppositioner i samfundet og som er bevidst herom. De har en ensartet social baggrund med store ressourcer. De har en gruppebevidsthed og et sammenhold mod andre og de konspirer for at fastholde og tilrande sig flere privilegier.
Pluralisme: Opgør med elitisme, hvor magten er samlet på få hænder. I moderne samfund er magten ikke koncentreret, men derimod spredt på mange grupper. Der er konkurrence om magten. De forskellige konkurrerende grupper indgår i et system af checks & balances – de holder hinanden i skak, hvilket forhindre magtmonopol (jvf. perfekt konkurrencemarked). Magtressourcerne er spredte, ikke-kumulative og kan ikke overføres fra område til område, som følger af magtens specialisering. Fokus på relevante ressourcer.
Figur 2.2 Eksempel på magtpluralisme i samfundet (forskellige policy-områder)
Note: Magt på et område er ikke nødvendigvis overførbart til andre områder
Dahls overordnede analyse strategi er altså følgende 3-trins model:
- Hvem deltager: Hvilke aktører er med, og hvilke er ikke med?
- Hvilke ønsker (præferencer) har de, og hvordan forfølger de dem?
- Hvem får sin vilje? (Beslutningsprocessens endelige udfald)
Dahl koncentrer sig udelukkende på selve beslutningsprocessen og dets målbare resultat. Hvad man derimod ikke får noget at vide om er det som forud for beslutningsprocessen, eksempelvis hvad der kom på dagsorden og hvad der ikke kom med? Man kan endvidere indvende at punkt 2 om aktørers præferencer/interesser er problematisk, da man ofte i en forhandlingssituation forholder sig strategisk til hinanden. Eksempelvis kan det det være problematisk rent strategisk, at afsløre sine præferencer for tidligt i et forhandlingsforløb. Desuden er præferencer jo ikke statiske - de kan faktisk ændre sig over tid.
3. Dagsordensmagt og ’ikke-beslutningstagning’ (Bachrach & Baratz)
Denne form for magt er formuleret som en kritik af Dahls pluralistiske magtforståelse. Bachrach & Baratz trækker i stedet på en elitistisk tradition, der betoner de få gruppers dominans over de mange. ’Ikke-beslutning’ er et effektivt middel i hænderne på eliterne til at fastholde egne privilegier og sikre sig mod radikale forandringer. Denne magtform fokusere egentlig på beslutninger der går forud for selve beslutningsprocessen.
Bachrach & Baratz undersøgte blandt andet de sortes ’muligheder’ for at gennemføre sociale reformer i Baltimore. Fokus ligger altså på processer som går forud for selve beslutnings-processen. Hvor Dahl ser beslutningsprocessen som åben, ser Bachrach & Baratz, at beslutnings-processen allerede i udgangspunktet hviler på en ’institutionaliseret partiskhed’. Det var altså lykkedes den hvide elite at holde de sorte i et jerngreb gennem systematisk, at gøre sociale reformer til et non-issue (se figur 3.1). Der er tale om en skjult konflikt, da reformer ikke kommer på dagsorden. Den skjulte konflikt kan blive en åben konflikt, hvis det lykkedes nogle ressourcestærke grupper at mobiliserer og politiserer emnet. Hvis ikke, er det tale om dagsordensmagt, som Bachrach & Baratz selv udtrykker det;
“Selvfølgelig bliver der udøvet magt når A deltager i beslutninger der vedrører B. Magt bliver også udøvet når A dedikere sin energi til at skabe og forstærke sociale og politiske værdier og institutionelle praksis, som begrænser omfanget af den politiske proces til de emner som er ufarlige for A. I det omfang det lykkes for A at gøre dette, er B i alle praktiske henseender forhindret i at bringe emner på dagsorden, som er i modsætning til A’s præferencer” (Lukes 1974, 16)
Figur 3.1 Dagsordenmagt og ’non-issues’
Kilde: Selvkonstrueret efter Lukes, Steven. (1974). Power - A Radical View. Studies in Sociology. London: The Macmillan Press Ltd., pp. 16 ff.
Hvilke grupper har kontrol med dagsordenen? Gatekeeper-funktioner, politisering, social aktivitet, “syltekrukker”, eks. Danmarks EU-forbehold, efterlønnen, boligbeskatning.
4. Magt som bevidsthedsmanipulation (Steven Lukes)
Hvor Dahl formulerede magt i adfærdstermer, formulerer Lukes magt i bevidsthedstermer. A udøver magt over B, når A formår at få B til at mene noget, som B eller ikke ville have ment under nærmere specificerede omstændigheder. Her er altså tale om magt som manipulation. Hvad der på overfladen ligner konsensus (enighed) kan dække over en latent konflikt, der bevidst holdes nede. Eks. B har erklæret sig enig med A, men i virkeligheden ville B have realiseret nogle helt andre (reale) interesser, hvis A ikke havde begrænset B’ informationsmuligheder og generelle autonomi (selvbestemmelse) (se figur 4.1).
Figur 4.1 Bevidsthedsmanipulation
Kilde: Selvkonstrueret efter Lukes, Steven. (1974). Power - A Radical View. Studies in Sociology. London: The Macmillan Press Ltd., pp. 21 ff.
4.1. Reale interesser
Tager udgangspunkt i et todimensionel opfattelse af sociale aktørers bevidsthed. Individer har både et synligt og umiddelbart præferenceplan, men individer har også et hypotetisk realt interesseplan, hvor de behov og holdninger findes, som individer ville have haft hvis de ikke var underlagt magtudøvelse. Der er her tale om en idealtilstand, hvor tre betingelser skal være opfyldt:
- individet skal befinde sig i en situation karakteriseret ved fraværet af tvang
- individet skal have adgang til alternative informationskilder
- individet skal kunne tilvejebringe korrekt viden om forskellige handlemuligheder
Det reale interessebegreb specificerer således det politiske ståsted, som et givent individ ville have haft, hvis det havde været frit.
4.2 Bevidsthedskontrol
Bevidsthedskontrol er et udpræget magtform i totalitære regimer, som bygger på ensretning, undertrykkelse og vold. Midlerne for bevidsthedskontrol er censur, indoktrinering, formindske antallet af informationskilder, fjernelse af liberale frihedsrettigheder.
Eksempler: Nazityskland, Stalinismen, Nordkorea
4.3. Bevidsthedsmanipulation
I demokratiske systemer vil det ikke være muligt at benytte bevidsthedskontrol i samme omfang som i totalitære samfund. I stedet vil bevidsthedmanipulation være muligt. Aktør A handler fordækt strategisk i forhold til B, så B ikke bliver klar over at der findes andre interesser og valgmuligheder. Redskaber til bevidsthedsmanipulation kan være tilbageholdelse af information, videregivelse af usandfærdig information, retorisk fordrejning og trusler, samt socialisering.
Den store forskel mellem magt som ikke-beslutning hos Bachrach & Baratz og Lukes definition af magt som bevidsthedsmanipulation er at grænsen mellem magtudøvelse og indflydelse udviskes. Det det handler om i bevidsthedsmanipulation er netop at få de aktører som magten udøves over, til at acceptere undertrykkelsen som noget naturligt. Konflikten kommer ikke til udtryk og er derfor latent.
Reale interesser lader sig kun realisere under ideelle, demokratiske betingelser.
Eksempler: Begrundelse for Irak-krigen, Ekstra Bladets fremstilling af Ali-sagen,
5. Magt som kapacitet (Anthony Giddens)
Robert A. Dahl har bevæget sig væk fra sin aktørcentrerede magtforståelse over mod et mere strukturalistisk perspektiv på magt. Han betoner at politisk uenighed og dominans er et resultat af økonomiske og sociale ulighedsstrukturer. Betingelsen for en mere ligelig magtfordeling er at demokratisere det økonomiske system samt at kompensere for markedsskabte uligheder.
“Handling afhænger af et individs kapacitet til at ‘gøre en forskel’ i forhold til den allerede eksisterende orden/tilstand eller forløb...vi kan sige at handling logisk involvere magt som en transformerende kapacitet. I denne forståelse, den mest altinkluderende forståelse af magt, kommer magt logisk set før subjektivitet...” (Giddens, 1986: 14-15)
Magt drejer sig om de ressourcer, man har til rådighed. Nogle er i stand til at gøre en stor forskel, mens andre kun har mulighed for at gøre en lille forskel. Viljen til forandring er ikke i sig selv nok. Magten er ligesom ressourcerne ulige fordelt. Magt bliver for Giddens nærmest synonymt med begrebet styrke, dvs. den mængde ressourcer, en given aktør kan bringe i anvendelse med henblik på for forandring af de sociale omgivelser. (p. 35)
De ressourcer som Giddens taler om er ekspertviden, penge, institutionelle regler og organisatorisk kapacitet mv. Der er for Giddens tale om ‘indirekte’ magtudøvelse hvor en gruppes besiddelse af ressourcer får en anden gruppe til at opgive bestemte handlinger af frygt for at disse ressourcer måtte anvendes i en given situation. Der er til en vis grad tale om ‘anticiperede reaktioner’. Har eks. betydning for implementering af offentlig politik. Det er afgørende at opnå tilslutning fra ressourcestærke grupper for at få det rette outcome.
Giddens magtbegreb er altså strukturalistisk og deterministisk. Aktørernes magtkapacitet er tæt forbundet med deres strukturelle position i samfundet.
5.1 Social magt
Den amerikanske magtteoretiker Jeffrey Isaac vil ikke som Giddens fjerne sig fra det relationelle magtbegreb, dvs. ‘magt over’ og ‘magt til’, men han ønsker at supplere eller uddybe det relationelle magtbegreb med de grundlæggende sociale relationer, som strukturer de empiriske synlige påvirkningsrelationer. Det kalder han social magt.
“Jeg vil definere social magt som de kapaciteter til handling som sociale aktører har i kraft af de vedvarende relationer de deltager i...frasen ‘social magt’ er intenderet for at henlede opmærksomheden på den måde kapaciteter for handling bliver fordelt via generelle og vedvarende sociale relationer...” (Isaac, 1987: 80)
Isaac er mindre interesseret i hvordan magten udøves (relationen mellem A og B), men hvordan magtudøveren (A) er i stand til at udøve magt, dvs. (1) hvilke egenskaber og magtressourcer der knytter sig til A og (2) hvilken social position, som A er funderet i.
5.2 Selvforstærkende effekter
Det er en vigtigt pointe hos Giddens og Isaac at magt har det med at ophobes (kumuleres). De personer som befinder sig i en priviligeret position får automatisk tildelt stadigt flere ressourcer og dermed mere magt igennem deres samlede livsforløb. Sociale relationer er altid indrettet således at ressourcerne fordeles skævt. Ikke alle kan blive topchefer! Derfor er magten også altid skævt fordelt.
Dette er et klart opgør med magtpluralismen hos Dahl, som hævdede at nok var magtressourcer ulige fordelt med de var ikke-kumulative og kunne ikke overføres på alle politikområder. Magten var derfor spredt ifølge magtpluralisterne.
5.3. Strukturer bestemmer fordelingen af magt
Hvilke strukturelle faktorer påvirker fordelingen af magt og indflydelse i samfundet? Det er for Isaac et af de vigtigste spørgsmål at besvare, da formålet med magtanalyse er at identificere hvilke grupper der har mest magt. De præger samfundsudviklingen og de dominerer de svage.
De realistiske magtteorier bygger på den antagelse af at samfund strukturelt set er hierarkisk opbyggede hvad angår besiddelsen af magtressourcer. I visse henseender minder det om Mills’ positionsmetode. I bunden af samfundspyramiden findes folk uden arbejde eller uddannelse - grupper i det danske samfund på permanent overførsel. I toppen af pyramiden vil typisk indbefatte højtuddannede med generel eller specialiseret viden, folk i ledende stillinger i det private såvel som det offentlige, økonomisk stærke grupper og kapitalejere.
Vigtigt er det at påpege at selvom magten er systematisk ulige fordelt indenfor det strukturalistiske synsvinkel, så ændres også strukturerne over tid. (eks. fagforeningernes magt svækkes via internationalisering, når arbejdskraft, kapital og beskæftigelse kan flytte over landegrænser).
Et vigtigt kritikpunkt hos de diskursanalytiske tilgange til magt er netop at flytte fokus fra evnen til at handle til muligheden for at kunne handle for at kunne forstå mulighederne og grænserne for politisk magtudøvelse i et mere dynamisk perspektiv, hvor strukturerne ikke spiller en så fast og deterministisk rolle. Den strukturalistiske forklaringmodel tegner et statisk billede af den samfundsmæssige virklighed, hvorfra det bliver vanskeligt at forklare, hvorfor nye aktører og bevægelser pludselig kan få stor magt (p. 40). Magt bliver altså forstået processuelt fremfor strukturelt.
6. Magt som strategisk-relationel proces
Magt er ikke noget man som sådant besidder. Magt er noget processuelt - en række effekter, der frembringes igennem politiske og institutionelle praksisformer. Magt er som Foucault (1994: 99) udtrykker det, at betragte som en kompleks strategisk situation, som påvirker de involverede aktørers identitet. Selve magtrealtionen påvirker den grundlæggende identitet hos aktørerne: “The individual is an effect of power”. (Foucault 1987: 234). Det processuelle magtperspektiv gør op med den klassiske magtformers (specielt Dahl og Bachrah & Baratz) antagelser om at præferencer er veldefinerede og faste. Det er en væsentlig indvending da store dele af den politiske praksis går ud på at ændre folks prioriteter og præferencer. Magten indeholder ikke bare repressive elementer, men også i høj grad produktive aspekter.
Figur 6 Magt som cirkulær og produktiv identitetsskabende proces
Figur 6 viser hvordan aktører i en magtstrategisk situation over tid kan ændrer identitet og dermed skabe en ny magtstrategiske situation på et nyt grundlag. Et klassisk eksempel herpå er polariseringen og den direkte konfrontation mellem arbejdere og arbejdsgivere i slutningen af 1800-tallet over tid er ændret til nye identitet og anerkendelse af hinandens rettigheder på arbejdsmarkedet. (p. 42)
Laclau & Mouffes hovedværk fra 1985 – Hegemony and Socialist Strategy repræsentere en videreførelse af Foucaults relationelle magtforståelse. Ved hjælp af Antonio Gramscis hegemonibegreb4 udvikles en tese om, at der ved etableringen af et politisk herredømme udløses to forbundne magteffekter:
- Dannelsen af en fælles virkelighedsforståelse
- En egentlig magtmobilisering. dvs. skabelse af koalitioner
Det at hegemoniske processer foregår i et strategisk-relationelt spændingsfelt betyder at aktører forholder sig strategisk til hinanden og interesser er ikke klarlagte på forhånd, da de afhænger af hvad andre vil. Det handler altså om at aflæse hinandens hensigter og erklæringer. En ledende hegemonisk koalitions evne til at bevare den politiske dominans afhænger af dens evne til at fastholde det ‘politisk-intellektuelle lederskab’, altså evnen til at fastsætte en dagsorden, der sætter præmisserne for hvad oppositionen kan eller formå at formulerer som alternative krav. Hegemoni indebærer en særegen blanding af ideologiske visioner og strategisk manipulation.
7. Magt som disciplinering (Michel Foucault)
De diskursanalytiske tilgange gør op med opfattelsen af magt som ren udøvelse (power over) pg forståelsen af magt om besiddelse (power to). Magt er ikke bundet til aktører ifølge Foucault, men magt og kontrol bringes i anvendelse via en mangfoldighed af grupper og institutionelle og organisatoriske netværk. Magten er for Foucault disciplinerende. Selv udtrykker han det således:
“Disciplinær magt...bliver udøvet gennem dets usynlighed; samtidig med at de som underlægges denne magt synliggøres. Med disciplin er det subjekterne som er synlige. Deres synlighed sikre den magt som udøves over dem. Det er i kraft af at blive overvåget konstant, af muligheden af altid at blive betragtet, som fastholder de disciplinerede individer i deres underkastelse”. (Foucault, 1979: 187)
Foucaults magtbegreb er specielt relevant i forhold til det moderne samfunds institutionaliserede og anonyme kontrol over borgerne. Et eksempel på et netværk som via en flerhed af grupper og aktører udøve kontrol er skattesystemet. I dette tilfælde er det svært måske nærmest umuligt at udpege hvem der er ansvarlige for kontrollen og magtudøvelsen – er det den lokale myndighed, direktøren for direktoratet, departementschefen, den siddende minister eller ministeren fra den tidligere regering.
Foucalt er altså mindre interesseret i Who Governs? men snarere What Governs? At påvise magtens effekter er altså mere væsentligt end dens kausale oprindelse. Magten indbefatter de socialiseringsmekanismer, dvs. internalisering af normer og værdier som enhver organisatorisk og institutionel sammenhæng indbære. Det er netop i kraft af at blive overvåget eller muligheden af altid at være overvåget at disciplineringen finder sted, som en internalisering af den ydre kontrol til selvkontrol (selvdisciplinering).
Et sindbillede på samfundets overvågning og kontrol er Panoptikon – et arkitektonisk blueprint til et fængsel, hvor fangerne fra et centralt beliggende tårn overvåges konstant eller tror de overvåges, da de ikke har mulighed for at se overvågerne (se figur 7). Pointen er netop at det er muligheden for at blive overvåget der er disciplinerende. Fangerne begynder så at sige at kontrollerede sig selv. Magten er allestedsnærværende.
Figur 7 Plan for et Panopticon-fængsel
Kilde: The works of Jeremy Bentham vol. IV, 172-3 (http://da.wikipedia.org/wiki/Billede:Panopticon.jpg)
8. Magt som viden og sprog (Laclau & Mouffe)
Sprog og viden har magtpolitiske effekter og fænomener som ‘tilskyndelse’ og ‘rationel overtalelse’ har også betydning for magtanalyser. Det er svært og nogen gange umuligt at skelne ‘sande argumenter’ fra ‘manipulerende argumenter’, da der sjældent findes en neutral platform hvor det lader sig afgøre. Det der her fokus på er sprogliggørelsen eller italesættelsen af virkeligheden. Der er altså også tale et væsentligt element af social konstruktion. Magten udøves via ‘sandhedsregimer’, der gør sig gældende indenfor institutionelle sammenhænge og som er uløseligt forbundet med samfundets magtrelationer. Sammenhængen mellem viden og magt skal forståes på følgende måde:
“‘Sandhed’ skal forståes som et system af ordnede procedure for produktion, regulation, distribution, cirkulation og operation af udsagn. ‘Sandhed’ er forbundet i en cirkulær relation til magtsystemer, som producere og opretholder den, og til effekter af magt som forstærker og udvider den. Et sandhedsregime.” (Foucault 1980:133)
Ifølge Laclau & Mouffe er magtudøvelsen forbundet med selve forsøget på at definere virkelighedens karakter. Virkelighedens sociale fænomener definerer ikke sig selv. Det er altså ikke på forhånd givet hvordan man skal forstå fænomener som marginalisering, arbejdsløshed, eller ulighed. Hvordan men betragter disse fænomener afhænger virkelighedsopfattelsen. Magten er altså at forstå som en definitionsmagt og magtkampe som definitionskampe. Italesættelsen og definitionen af virkligheden bliver til virkelighed. Fastsættelsen af værdier er egentligt mere væsentlig end selve fordelingen af værdier. (Jvf. Erik Rasmussens definition af politik som tilføjer fastsættelsen af værdier som central i politikforståelsen)
Den diskursanalytiske tilgang til magt er væsentligt fordi den skaber et grundlag for at trænge dybere ned i de sproglige mekanismer, der etablerer historiske og tilmed vilkårlige grænser for en lang række handlinger og bevidsthedsformer. Der er tale om en sproglig proces, hvor der vedvarende drages grænser for det mulige, det acceptable, det legitime, det hensigtsmæssige, det rationelle, det etisk osv. Grænsedragningerne er relevante fordi de udløser en magteffekt der for nogle grupper betyder en indirekte eller direkte undertrykkelse af deres reale interesser og deres autonomi.
Eksempler: Syn på ulighed er noget som deler vandene og afhænger ofte af en bestemt virklighedsopfattelse/verdensanskuelse. Ulighed er for eksempelvis liberale godt, fordi det skaber incitament til arbejde og at man skal yde for at kunne nyde (Workfare-princippet). Dette udsagn knytter igen an til andre “sandheder”, såsom at arbejde er godt (protestantisk arbejdsetik), fordi ledighed er roden til alt ondt. Når sådanne socialt konstruerede “sandheder” bliver grundlaget for diskussion taler man om at de har opnået hegemonisk status. Når en bestemt italesættelse af virkeligheden får hegemonisk karakter begynder den at producere virkeligheden. Den bliver med andre ord en selvopfyldende profeti.
9. Magt som demokratiseringredskab (Michel Foucault)
Hvor de traditionelle magtteoretikere (Dahl, Bachrach & Baratz) ser en modsætning mellem demokrati og magt, opfattes magt udelukkende repressiv og negativ. Foucault er enig i at mere demokrati er ønskeligt, men ser demokratisering som resultatet af magtkonfrontationer. Magt har så at sige et produktivt element i forhold til demokrati. Magtens produktive sider kommer til syne når oppositionelle grupper sætter sig til modværge mod de grupper der vil dominansen. Eksempler er studenteroprørets opgør med professorvældet i slutning af 1960‘erne, der medførte større demokratisering af uddannelsessystemet. Foucault vil mene, at der næsten altid skal en eller anden form for magtudøvelse til for at bane vejen for mere demokrati, da man ikke kan forvente at de grupper der har magten og privilegierne, frivilligt giver slip på dem.
En indvending mod Foucault er at han antager det han forsøge at forklare. Hvordan demokrati opstår som følge af en magtkonfrontation eller magtudøvelse. Men hvorfor overhovedet yde modstand? Selve modstanden motiveres vel af demokratiske idealer om eksempelvis individers frihed og autonomi, så selve magten som demokratiseringsredskab beror på antagelser om demokratiet retmæssighed. Med andre ord Foucault antager det han vil forklare.
Eksempler: slaverimodstandere, kvinderettighedsforkæmpere, Den Franske Revolution, Libyen, Ægypten, 68-oprøret, udvidelse af politiske tiltagelsesrettigheder, Det Arabiske Forår.
Litteratur
- Dahl, Robert A. (2005) Who Governs?: Democracy and Power in the American City. Yale University Press ISBN 978-0300103922
- Foucault, Michel (1995) [1975] Discipline & Punish: The Birth of the Prison. Translated by Alan Sheridan. New York: Vintage Books ISBN 978-0140137224
- Laclau, Ernesto & Chantal Mouffe (2001) Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics. 2nd Revised Edition. London: Verso Books ISBN 978-1859843307
- Lukes, Steven (1974) Power – A Radical View. London: The Macmillan Press Ltd. ISBN 978-0333166727
- Thomsen, Jens Peter Frølund (2000) Magt og indflydelse, Magtudredningen. Århus: Magtudredningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar