Af Alex Young Pedersen, revideret 2012
Handouttet tager udgangspunkt i er et længere uddrag af T. H. Marshall’s forelæsning ved The Marshall Lectures i Cambridge 1949. Forelæsningen udkom senere i bogen Class, Citizenship and Social Class fra 1963. Som det fremgår af titlen på det udleverede bilag omhandler tekstuddraget medborgerskabets (citizenship) udvikling i England frem til slutningen af det nittende århundrede.
CITATION:
Pedersen, Alex Young (2012) "Medborgerskab og social klasse". www.HandoutNU.dk. 22. juni 2012. Sidst besøgt: <dags dato>. <URL>
Metode og begreber
Marshall foreslår en tredeling af medborgerskabet, der er historisk motiveret. Opdelingen af medborgerskabet i dets elementer - de civile rettigheder, de politiske rettigheder og de sociale rettigheder følger den historiske datering og konstatering af disse rettigheders udformning, udvikling og implementering (institutionalisering) til henholdsvis det attende, nittende og tyvende århundrede.
Der er tale om en historisk fremlæggelse, som forsøger at spore fremkomsten af disse tre elementer. Det begrebslige indhold af de tre elementer er som følger:
De civile rettigheder sikre den individuelle frihed, den indre og den ydre – trosfrihed og ytringsfrihed, samt ejendomsretten og retten til en retfærdig rettergang. De civile rettigheder er forankret ved domstolene.
De politiske rettigheder vedrører deltagelsesretten. De omhandler individets ret til at deltage i udøvelsen af den politiske magt enten som medlem eller gennem valgret. De politiske rettigheder henfører til institutioner, såsom parlamentet og lokale rådsforsamlinger.
De sociale rettigheder forstås som det der vedrører retten til et anstændigt og civiliseret liv i sikkerhed. De institutioner som forbindes hermed er uddannelsessystemet og socialforsorgen. Medborgerskabets tre elementer er afhængige af institutionerne, der håndhæver og vedligeholder rettighederne.
Historie og proces
Medborgerskabets historiske udvikling omfattede en dobbelt proces, både forening og adskillelse.
Foreningen vedrører de nationalstatslige enhedsbestræbelser og adskillelsen, statens funktionelle differentiering. Altså handler det om medborgerskabets tilknytning til nationalstaten og dets forankring i statens forskellige institutioner.
Når vi ser på historien har statens institutioner, som medborgerskabets elementer er afhængige af, været sammensmeltede. En selvstændiggørelse af medborgerskabets tre elementer var derfor afhængig af specialiseringen af statens institutioner. Denne specialisering foregår løbende gennem historien fra antikken til det moderne – det man betegner differentiering. Forskelle udkrystaliserer sig, således at en demarkation mellem statens institutioner og medborgerskabets tre elementer, muliggøres.
Det 18. århundrede - de civile rettigheder
De civile rettigheder er knyttet til det attende århundrede og tiden lige forud for. Det indbefatter perioden fra The Glorious Revolution 1688 og Habeas Corpus og frem til den første revision af valgkredssystemet fra 1832 (Reform Act).
De civile rettigheder cementerede individets retssikkerhed gennem princippet om lighed for loven, ytringsfriheden gennem afskaffelsen af pressecensuren, trosfrihed gennem den religiøse tolerancelov og foreningsfriheden gennem ophævelsen af de love som forbød fagforeninger.
På det økonomiske område blev de suppleret med retten til frit og uden forordning af udøve et erhverv (næringsfrihed).
Primus motor for udbredelsen og formuleringen af disse rettigheder var domstolene, som indenfor den fleksible sædvaneret skabte rum for de civile rettigheder. Et råderum som blev muliggjort af misforholdet mellem skik og brug i den engelske retspraksis.
Det 19. århundrede - de politiske rettigheder
De politiske rettigheders historie er ikke så meget historien om dets indhold, men snarere om deres udbredelse. De politiske rettigheders indhold var veldefinerede som adgangen til magt. Deres udstrækning var derimod ganske indskrænket. Der er derfor tale om bruddet med et magtmonopol gennem udvidelse af stemmeretten hen mod universel stemmeret. Denne inklusionsproces udmøntedes i en række valgreformer fra 1832 og frem til den kvindlige valgret i 1918.
Historien om medborgerskabets politiske rettigheder, er historien om hvordan stemmeretten fra at være knyttet til ejendomsbesiddelse og økonomisk formåen bliver udvidet til den mere vidtgående og universelle stemmeret, der beror på en anerkendelse af den lovlydige og fornuftige borgers potentiale for medbestemmelse. Med loven af 1918 ændres grundlaget for de politiske rettigheder fra økonomisk formåen til personlig status.
Det 20. århundrede - de sociale rettigheder
De sociale rettigheder forsøgte at finde et ståsted i oprørte vande i slutningen af det attende århundrede.
I brydningstiden mellem en merkantil planlægningsøkonomi og en konkurrencebaseret markedsøkonomi skulle de sociale rettigheder vælge side, de valgte det gamles parti. Det vil sige at de stadig forsøgte at navigere i et struktureret system, der var under afvikling. De frie markedskræfter var sat fri og viste sig umulig at opdæmme for selv de mest vidtrækkende sociale fattighjælpsprogrammer, herunder Speenhamland-fattighjælpen.
Sociale rettigheder, såsom arbejdstidsnedsættelse og forbedringer af arbejdsforholdene kom til at fremstå som en påtvungen beskyttelse der stod i et modsætningsforhold til den civile rettighed til at indgå fri aftaler om beskæftigelse.
De sociale rettigheders beskyttende foranstaltninger fik med fattigloven fra 1834 en pris, som var at give afkald på sit medborgerskab og det var i realiteten en beskyttelse, der byggede på en umyndiggørelse. Argumentet om at de sociale arbejdsmarkedsrettigheder (Factory Acts) skulle være en krænkelse af de civile rettigheder havde ved slutningen af det nittenende århundrede mistet sin kraft, og fabriksloven blev herefter en vigtig del af de sociale rettigheder.
De civile rettigheder fordrede begavede og fornuftige personer, derfor blev uddannelse en vigtig forudsætning for civil frihed.
Fra slutningen af det nittende århundrede var grundskoleuddannelse tvungen, under henvisning til at det fri valg kun var en ret for de modne medborgere – en status man opnåede gennem uddannelse. Vigtigheden af uddannelse kom til at stå klart, da man indså at den var forudsætningen for et velfungerende demokrati og en specialiseret industriel produktion.
Uddannelse kom endvidere til at udgøre det bindemiddel som holdt samfundet sammen, da de enkelte individer kunne se sig selv i den større sammenhæng, som var den kulturelle enhed, fællesskabet og den nationale arv.
Udbyggelsen af det offentlige skolevæsen op gennem det nittende århundrede, blev det grundlag hvorpå medborgerskabets sociale rettigheder blev genetableret og udvidet i det tyvende århundrede.
Afrunding
Således foregik, med T.H. Marshall’s ord, medborgerskabets udvikling i England frem til slutningen af det tyvende århundrede. En historie som er unik og som ville være umulig at generalisere til andre lande. Den teoretiske forståelsesramme af sammenhængen mellem de civile, politiske og sociale rettigheder og deres betydning for den sociale integration er dog stadig toneangivende i diskussion om medborgerskab og argumenter for velfærdsstaten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar